Lidt om min Teknik ved collage billederne

Nu vil jeg skrive lidt om min teknik, og prøve at beskrive hvad mange af mine collagebilleder er vokset ud af. Alt er kommet fra mit eget indre, men blandet op fra noget ydre.

Der er mange måder at lave kunst på, men ens er at noget indre kommer ud, lagt udenfor individets personligheds grænse, vist i et produkt eller udtryk, men det aftryk er også dannet af noget fra tiden udenfor individet, prægningen sker ind i en spejling fra verden i påvirkning. Alle indtryk blander sig ind med det personlige. Derfor vil al kunst være forskelligt. Unikt hvis lavet fra det sted.

For en del år siden begyndte jeg sideløbende med andre teknikker og billede typer at lave collager.

Jeg tog egne malede akvareller og brød dem op, Lagde dem ud på en baggrund. Forskelligt om det var en hvid flade eller malet (eget billede som baggrund). Hvis malet malede jeg det gerne om.

Derefter betragtede jeg det brudte, og malede det sammen med baggrunden. Det blev på den måde et motiv der først blev nedbrudt trukket ud i et forvrænget figurativt abstrakt udtryk. Alligevel figurativt, genkendeligt, men vist som en ny verden.

Jeg eksperimenterede videre udefra samme teknik.

Brød igen op og lagde ind i nye sammenhænge. Lagde det op med rum mellem fladerne. Nu en udvidelse af gammelt, men uden nyt imellem fladerne.

Teknikken er nu udvidet til at jeg lægger et ubrudt udsnit af eget akvarel billede op på hvid baggrund, og udvider hele billedet til en ny baggrund udenom. Det vil sige at der måske i udtrykkets tid er et håb om at gammelt ikke kun forgår, men måske på trods af det fragmenterede alligevel går over og ind i nye sammenhænge. Vi skal blot turde se det nye, lade os glide med og se de anderledes muligheder. De muligheder der ligger udenom den verden vi før kendte til, anderledes fordi den nu er udvidet. Det anderledes har måske altid ligget der og ventet, uden det var synligt for os?

Det var så da jeg gik på afstand af egne billeder, jeg begyndte så at finde ud af hvad og hvorfor jeg gjorde som jeg gjorde.

Min tolkning er at mine billede/collager opstod, fordi jeg først var skræmt så optaget og nu rolig, angående om at vi lever i en fragmenteret tid, alt brydes ned lægges sammen i nyt og opstår i nye konstellationer muligheder.

Det skal jo forstås på den måde at det ikke er noget jeg har bestemt at ville gøre/vise, men noget der har lagt sig ud i konsekvens. En teknik der opstod fordi Jeg har været meget optaget af det der sker i vores tid, og det er så det der vil frem og ud, og nok været med til at berolige mig angående fremtiden.

Se nedenunder

Tekst

21-10-2022

Kommunikation i forskellige udgaver går nogen gange helt galt i relationerne. Hvad skyldes det?

Kan det løses uden at gøre nogen til de forkerte og andre til de rigtige?

Mange gange går det jeg kalder ulvekoblet i gang og der findes en prygelknabe, også kaldes syndebuk.

Når det sker, løses det bagved liggende i mekanisme ikke, og med tid gentages det hele nok igen og igen.

Jeg tror det er mekanismerne der skal ses på, der hvor de har rod i projektioner.

Der tillægges andre personer motiver som egentlig bor i personen selv, den person der ikke vil vedkende sig eget skygge materiale skyder skylden over på den anden som de derefter nogen gange "overfalder verbalt". Personen blIver vred og anklager den anden, selvom det der skete tilhørte den selv. Skyggen er spejlet over. Er det legalt? Det skal siges at det nok er noget der sker for alle, men hvordan vi forholder os til det, når det sker er forskelligt. Hvilken rolle spiller vi.

Der bliver snakket meget om ”ja hat” og” nej hat”, men hvad ligger egentlig bag det ordvalg?

Måske at der en kultur, at der ikke må stilles spørgsmålstegn over for noget.

Der snakkes også om, at glasset er halvt fyldt, eller halvt tomt.

Nogen mener og gør det på forhånd forkert, at nogen mennesker påpeger forskelligt, for det opfattes som destruktivt. Og det er lettere at udslynge du finder altid problemer.

Det er her at andre vælger side, og har ansvar for hvad mekanismer de støtter.

Nok fordi det ødelægger den gode stemning, det der igen kan tangerer det man før kaldte rygklapperi, og det er der nogen der ikke har interesse i at stoppe, for i det forum lever nogen af dem der før var usynlige højt. De bliver til ”noget”, de støtter oftest den der er " krænkeren", den der skubber skyggen over på en anden. Andre formår slet ikke at se hvad der ligger til grund.

Når nogen eksploderer i et møde personer imellem, hvem har så skylden? Der har andre udenom et valg. Er det den der påpeger noget, ser noget de mener er et problem eller er det den anden, fordi de synes det er så synd for den person, når noget påpeges? Den der overfalder verbalt bliver den sympatien vendes til.

Nogen steder er det forbudt og ilde set at sige jeg mener jeg føler, jeg oplevede det som sådan.

I gamle dage blev det sagt at snavset vasketøj skulle holdes inden for murene. Det er nok ikke en særlig sund mekanisme. Burde vi ikke være kommet længere end det?

Generelt har løsningsmåden mange gange været at ekskludere. Vinde de mange over på egen banehalvdel. Og gå efter den der vil forandre, kommunikationen.

Den ensomme ulv ofres.

Mekanismerne fortsætter for der tages ikke højde for at kommunikationsmåden kan laves om, der ses ikke på at det er bedre at tale åbent, og lytte til hinandens opfattelse af ” problemer”. Istedet for at fælde nogen.

Noget af problemet ligger helt klart i de implicerede personers psyke. Vi har som personer meget gemt i det indre, der ikke lige er synligt. Det vises så i sprækkerne, når noget får det til at revne.

Vi spejler hinanden, vi trigger hinanden, vi bærer alle vores erfaringer og historier med sig ind i de relationer de episoder vi indgår i. For sådan er mennesker. Vi er ikke kun gode eller kun onde.

Nogen er indadvendte andre sociale snakkende, udadvendte. Andre en blanding.

Der ligger meget gemt i det vi kalder kemi. Tør vi acceptere at der skal være plads til alle forskellighederne, men at der også skal tages afstand fra person angreb. vi skal holde stien ren og gå efter debat. Vil vi indse der ligger meget gemt i kommunikation kultur alle steder, vil vi indse om det er forbudt at tale åbent,de steder hvor vi indgår i relationerne, vil vi indse om det stadig er et tabu?

Vil vi indse om vi er inkluderende eller ekskluderende i kommunikation? Ønsker vi en sund åben måde at kommunikere på.

Der ligger meget sandhed gemt i sandheden til at hvis de gentagne mekanismer skal løses laves om, må den enkelte, se sit eget indre skygge materiale i øjnene og tage ansvar for og turde indtage egne skyggesider, vi må alle se indad på os selv, for der er mennesker der kun anklager andre som personer, og det er dem som ender som "krænkere",og vi har lov til at tage afstand fra at blive verbalt angrebet. vi har lov til at sige nej i modtagelse når nogen vil fjerne fokus fra sagen til personen, og gøre person angreb. Det der kaldes at gå efter bolden og ikke personen, er en mekanisme vi skal bestræbe os på at praktiserer.Alt for mange vælger at gå efter personen og lader bolden rulle videre.

Der ligger også det moment muligt, at sige undskyld, hvis vi selv har overfaldet andre verbalt, og den overfaldne kan så vælge at tilgive og gå videre uanset hvad del i det skete vi selv har haft. Vigtigt at gøre sig klart at vi som enkelt personer har et valg.